modern art chair and fj 64 chair - finn juhl

Relancering af The Modern Art Chair & FJ 64 Stol

The Modern Art Chair

Museum of Modern Art udskrev i år 1948, en konkurrence om at designe en stol, der skulle kunne massefremstilles industrielt og sælges til en lav pris. Det er ikke ligefrem Finn Juhls gebet, da han var blevet kendt for sine elegante og detaljerede snedkermøbler. Men Finn Juhl besluttede alligevel at deltage.
Resultatet blev en smuk skulpturel armstol i plastik, hvor den bløde organiske stolekrop er ophængt nærmest svævende, på et stativ af malede stålrør med træfødder.
Desværre vandt Finn Juhl ikke konkurrencen – det gjorde derimod Charles og Ray Eames med deres berømte plaststol, som siden er blevet produceret i millionvis.

Som en næsten 70 år gammel verdensnyhed præsenterede House of Finn Juhl MoMA-konkurrencens no. 2 på Salone del Mobile i år. Stolen har aldrig før set dagens lys, men når det kommer til Finn Juhl, er intet for sent. Til sammenligning lå Finn Juhls ikoniske Pelikan stol gemt i 61 år før vi begyndte at producere den i 2001.

Vi har valgt at kalde stolen The Modern Art Chair, som en hyldest til Edgar Kaufmann Jr. og MoMA, men også fordi Finn Juhl havde en dyb interesse for - og netop lod sig inspirere af - den frie moderne kunst. Stolen er støbt i plast med malede stålrør og har en polstret vendbar sædehynde – præcis som den oprindeligt var tænkt. Stolen er lige egnet inde såvel som ude.

House of Finn Juhl er beæret over at løfte arven efter Finn Juhl og at stå for relanceringen af The Modern Art Chair.

FJ 64 Stol

På Milanomessen stod The Modern Art Chair ikke alene. I Finn Juhl arkiverne gemte der sig endnu en elegant plaststol, tegnet i 1964, som vi samtidig har valgt at relancere. Der er tale om en lille stabelbar stol med stor form og indskæringer typiske for Finn Juhl, der giver stolen bevægelse og elegance. Benstellet er lavet i tynde malede stålrør, der afsluttes mod gulvet af små tæer i træ. Stolens navn er FJ 64 og er som mange af Finn Juhls andre stole opkaldt efter året, hvor den er tegnet.