Poetsofaen relanceres
med spidse ben

Da Onecollection (House of Finn Juhl) i 2001 relancerede den lille Poetsofa var der nogle som stillede spørgsmålstegn ved, hvorfor man valgte at vise den med de runde cylinderformede ben, der slutter i en halvkugle mod gulvet, frem for de spidse. Spørgsmål som disse er langt fra sjældne, når man beskæftiger sig med arven efter én af de mest anerkendte designere. Har man hænderne nede i arkiverne samtidig med, at man studerer de gamle originaler, vil man opdage, at Finn Juhl ikke var konsistent i udformningen af detaljer. Der skete kort sagt ofte "noget", når en tegning blev forvandlet til et fysisk møbel.

Kunsten at relancere ikoniske møbler

Snedkermestrene samarbejdede med Finn Juhl om at udvikle møblerne og satte på den måde deres præg på dem. Derfor vil man også ofte kunne se, at de gamle møbler har detaljemæssige forskelle, alt efter hvem der producerede dem for Finn Juhl i den pågældende periode.

Hans Henrik Sørensen, grundlægger og medejer af House of Finn Juhl fortæller:

"Når vi relancerer Finn Juhls møbler søger vi derfor altid tilbage til det oprindelige. Vi studerer tegningerne og sammenligner dem med de gamle originaler, som vi opmåler. Vi ved, at Finn Juhl ofte var uenig med snedkerne med hensyn til det organiske udtryk. Da vi i dag ikke kan spørge Finn Juhl, er vi nødt til gøre vores bedste for at sætte os i hans sted og forestille os, hvad han ville have gjort, for at opnå det helt rigtige udtryk. Der findes ikke entydige svar og selvom der er mange der forsøger, er det er svært at gøre sig til ekspert og dømme, hvad der er rigtigt eller forkert. Vi mødte kun Finn Juhl en enkelt gang, da vi var meget unge. Men nu hvor vi har beskæftiget os med udvikling og relancering af 45 forskellige Finn Juhl modeller over en tyveårig periode, så føler vi på en måde, at vi kender ham, og at han er med på vores rejse. Det giver tryghed i de valg vi tager."

Benene på Poeten var oprindeligt runde ligesom på Pelikanen. Men over årene er der kommet en efterspørgsel for de spidse ben, som blandt andet også kan ses på den Poetsofa, som står i Finn Juhls egen stue i hans hus nord for København. Denne sofa er dog ikke en af de første, men er fra en periode i 50'erne, hvor nogle Poetsofaer blev solgt med spidse ben, fordi det kom på mode.

House of Finn Juhl giver nu kunderne et valg. Man vil fra i dag selv kunne vælge, om man foretrækker de runde eller kegleformede ben, og det skal fejres; Der produceres derfor 50 specialudgaver af Poetsofaen med spidse ben i Skandilock Sheepskin (25 i farven Moonlight og 25 i farven Sahara) til en vejledende særpris på: 62.900 kr. inkl. moms (normalpris 78.829 kr. inkl. moms). Den specielle udgave vil forsat kunne købes fremover, dog til den normale pris, ligesom de spidse ben fra dags dato vil kunne vælges til en hvilken som helst udgave af Poetsofaen.

Poetens Historie

Den lille topersoners sofa blev vist første gang på Snedkerlaugsudstillingen i 1941, og bør betragtes som en videreudvikling fra Pelikanstolen, der blev vist året før. Polstringen er, efter tidens forhold, særdeles slank og følger Finn Juhls idé om at skabe gode funktionelle møbler, som kan bruges i mindre lejligheder.

Den lille sofa fik dog først sit velkendte navn i 1959, da den optrådte i en populær tegneseriestribe i Politiken skabt af Jørgen Mogensen, ved navn "Poeten og Lillemor". Serien handlede om en ung digter, der ofte lå på netop denne sofa og reflekterede over livets tildragelser.