I denne serie ser vi nærmere på, hvordan Finn Juhls møbler fortsat bringes til live i nutidens hjem – formet af personlige udtryk, nye sammenhænge og den særlige dialog mellem rum og menneske.
Hos Bruno
Midt i skoven uden for Randers ligger arkitekt Bruno Jakobsens 37 meter lange hus i cedertræ, som han har tegnet til sig selv og sin familie – et sted, hvor grænsen mellem ude og inde næsten opløses. Her flyder naturen direkte ind i rummene gennem store vinduespartier, og samspillet mellem materialer giver huset en stoflighed, der er både rå og forfinet.
”Jeg er meget optaget af materialer, især den lyse douglasgran mod den mørke valnød. For mig er det vigtigt, at de materialer, jeg omgiver mig med, er ærlige og levende,” forklarer Bruno.
I stuen har Finn Juhls Høvdingestol fået sin plads – en monumental silhuet, der med sin højde og drøjde passer til dimensionerne i det højloftede rum.
”En af grundene til, at jeg valgte netop den stol, var dens proportioner. Andre stole ville synes for små i rummet,” siger Bruno, der har vendt stolen mod udsigten til skoven i stedet for fjernsynet. Placeringen betyder, at det stort set kun er ham, der bruger den.
Til gengæld kan han sidde længe i dens favnende form – især i vinterhalvåret – og stirre på ilden i brændeovnen eller trætoppene udenfor vinduet.
”Jeg tror ikke, der er ret mange i verden, der vil modsige mig, hvis jeg siger, at Høvdingestolen er the holy grail, den er et kunstværk i sig selv. Og jeg synes også, man sidder godt i den. Men det er en stol, der kræver tid, man sætter sig ikke i den for et øjeblik. Det er det, jeg elsker ved den,” siger Bruno.
– Bruno Jakobsen
Hos Julie
I Kay Fisker og C.F. Møllers ikoniske, fredede boligbyggeri Vestersøhus i København bor kunsthistoriker og -rådgiver Julie Tvillinggaard Bonde med sin mand Mads og deres to børn. Heroppe på sjette og øverste sal – lige ved siden af den lejlighed, Kay Fisker tegnede til sig selv – har familien en enestående udsigt over Sankt Jørgens Sø, Planetariet og byens tage, tårne og spir.
Før de flyttede ind, boede de i mange år på tredje sal, i en mindre, men "eksemplarisk original" lejlighed. Det var her, Julies fascination af bygningsværket fra 1938 for alvor blev vakt. Som både beboer, bestyrelsesmedlem og kunsthistoriker begyndte hun at fordybe sig i alt fra planløsninger til farve- og materialevalg – og arbejdede endda sammen med Slots- og Kulturstyrelsen på en manual til ejendommens beboere, der skulle sikre, at fredningen blev bevaret.
Det var også i den periode, hun første gang fandt inspiration i Finn Juhls eget hus i Ordrup. "Han havde malet med sådan en underlig gul nuance, som jeg brugte i loftet i vores lille køkken. Det skabte en helt særlig stemning, og folk elskede at være derude, selvom det var et mikroskopisk rum," fortæller Julie.
For Julie handler både Vestersøhus og Finn Juhls univers om det samme: samspillet mellem funktion, æstetik og ærlighed i materialerne. ”Det føles næsten som en form for åndelig frisættelse, når form og funktion går op i en højere enhed – og æstetik kan godt i sig selv være en funktion,” siger hun.
Efter mange år omgivet af arvede designklassikere mærkede Julie og Mads et behov for at sætte deres eget præg – at vælge noget, der kunne skabe samme ro, æstetik og sammenhæng i hjemmet. Valget faldt først på Finn Juhls klassiske skænk, hvis blå farver nærmest gik i ét med væggen i stuen i deres gamle lejlighed.
I dag har de udvidet samlingen med en Japansofa i koralfarvet uld, en Pelikanstol i lys fåreuld og et Nyhavn Skrivebord, som alle står i familiens sommerhus nord for København. Huset er en ældre villa i klassisk stil, med hvid porcelænskakkelovn, småsprossede vinduespartier og rødt tegltag – omgivet af en stor, privat have, der munder ud i en sø.
Indenfor er stemningen afslappet og personlig. Julie har primært indrettet rummene med fund fra lokale genbrugsbutikker og loppemarkeder, som hun har kombineret med udvalgte designmøbler i bløde, indbydende materialer.
Her står Finn Juhls organiske former side om side med antikviteter, vintagemøbler og moderne kunst i form af malerier, skulpturer og installationer – og tilsammen danner de en levende helhed, hvor det klassiske, det legesyge og det personlige smelter sammen.
