Nadia: Hjem med Finn Juhl | House of Finn Juhl

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og vær den første til at modtage seneste nyt om produkter, kommende begivenheder og hvad der sker i Finn Juhls univers.

Tilmeld

Hos Nadia

I Danmarks ældste villakvarter på Østerbro, hvor smukke pragtvillaer fra det forrige århundrede står side om side med fredede træer, bor smykkedesigner Nadia Shelbaya med sin mand, Morten, og deres to børn, Andrea og Sofus. I en villa fra 1860 har de indrettet sig med en blanding af vintagefund og nøje udvalgte designmøbler, heriblandt en Poetsofa, som bliver flittigt brugt af både voksne, børn og hund. Faktisk var den lille, sofistikerede sofa et af de første møbler, parret købte til huset, fortæller hun.

Nadia Shelbaya i sin Poetsofa i stuen.

"Det var min mand, der talte mest for at vi skulle have den, for jeg er normalt ikke til designs, der er meget ikoniske. Men jeg kunne godt lide historien om, at Finn Juhl tegnede den til sit eget hjem – det gør jeg også ofte med mine smykker," siger Nadia og tilføjer:

"Og så er det den yndigste sofa, jeg nogensinde har set. Der er ingen andre møbler, der er så indbydende – det er jo nærmest som at få et kram, når man sætter sig."

Parret valgte at få sofaen polstret i afdæmpede farver, som de ved, de ikke bliver trætte af med tiden, og som også vil kunne passe ind i et af børnenes hjem, når deres forældre en dag ikke er her længere. For Nadia er varighed nøgleordet for godt design – et universelt formsprog, som bliver ved med at appellere, uanset tid og sted.

"Egentlig taler æstetik stærkere til mig end design. Hvor design kan virke abstrakt eller ophøjet, handler æstetik for mig om det sanselige – om skønhed, linjer og balance," forklarer hun.

Poetsofaen i Nadias stue.
Følg os på Instagram
@houseoffinnjuhl