Få danske møbelarkitekter har sat et så markant aftryk på internationalt design som Finn Juhl (1912-1989). Han var blandt de første til at introducere dansk møbeldesign på det amerikanske marked i 1950'erne og blev en af de centrale skikkelser i Danish Modern-bevægelsen.
Hvor mange af hans kolleger tog udgangspunkt i den klassiske snedkertradition, lod Finn Juhl sig inspirere af den frie, abstrakte kunst. Han brød med konventionerne og skabte skulpturelle former med en særlig fornemmelse af bevægelse og karakter, der gav møblerne et næsten animalistisk udtryk.
Denne tilgang kom til udtryk i nogle af Finn Juhls mest kendte møbler, heriblandt Pelikanstolen, Poetsofaen, Høvdingestolen og 45-stolen.
For os er det altafgørende, at detaljerne er lige så raffinerede, som hvis møblerne var produceret af snedkere fra Finn Juhls tid. Samtidig skal møblerne kunne holde til at blive brugt og nydt hver dag – og gå i arv til de næste generationer. Derfor anvender vi kun de bedste materialer og arbejder med de dygtigste håndværkere, og vores produktion er gennemsyret af respekt for traditionen og kompromisløse krav til kvaliteten.
House of Finn Juhl - Kollektion