Et klassisk Finn Juhl-møbel får nye toner: Karmstolen introduceres i asketræ
I løbet af 2023 præsenterer vi Finn Juhls Karmstol i flere nye materialer. Denne sommer introduceres den enkle og alsidige stol i FSC®-certificeret asketræ, der tilføjer et let udtryk til den klassiske spisebordsstol. Med sin lyse nuance og karakteristiske lige åretegninger byder asketræet på en subtil og harmonisk struktur, der adskiller sig fra mange andre træsorter. Asketræets underspillede elegance bringer en ny dimension til den klassiske stol, der kan opleves i vores showroom i Gothersgade 9 i København. Karmstolen i ask kan bestilles hos de officielle Finn Juhl-forhandlere.
Asketræets unikke karakter
Med sin smukke lyse tone og lige åretegninger, har ask et helt særligt og tidløst udtryk. Asketræet i vores kollektion er FSC®-certificeret og fås i to forskellige behandlinger; ubehandlet med et fuldstændig naturligt udseende eller behandlet med en farveneutral olie, som beskytter træets overflade og gør det mere modstandsdygtigt overfor snavs og pletter. Oliebehandlingen efterlader desuden en blød overflade, der føles både naturlig og behagelig at røre ved, samtidig med, at træets struktur stadig tydeligt kan ses og mærkes. Oliebehandlingen bevarer den lyse, kølige farve imens den ubehandlede version vil patinere, og træets naturlige, gule undertone vil træde tydeligere frem over tid.
Tidløs æstetik og håndværk i særklasse
Finn Juhl tegnede Karmstolen for møbelfabrikanten Bovirke i 1953. Med sine enkle linjer og bløde, underspillede detaljer, er stolen i dag blevet en klassiker, velegnet som spisebordsstol til private hjem, såvel som i indretningen af hoteller og restauranter.
Sædet polstres omhyggeligt i hånden med tekstil eller læder og tilbyder en god komfort. Desuden tillader Karmstolen mange siddemuligheder - en ægte Finn Juhl-signatur, der er typisk for flere af hans designs. Man kan endda vende stolen om og hvile armene på karmen, hvilket vidner om det enkle, men gennemtænkte design, der kendetegner Karmstolen. Stolen fremstilles med omhu af dygtige håndværkere på vores egen møbelfabrik i Vejen.