Træd ind i fortællingen om Finn Juhl
Finn Juhls hus i Ordrup nord for København er et udsøgt eksempel på dansk modernisme inden for arkitektur, møbeldesign og billedkunst – og en unik mulighed for at forstå hans talent. Ikke blot i forhold til møblerne, som kan ses i sammenhæng i huset, men også i mødet med rummene, farverne, lyset og ikke mindst kunsten.
Finn Juhl byggede huset på Kratvænget 15 til sig selv og sin daværende hustru Inge-Marie i 1942. Efter deres skilsmisse flyttede han sammen med Hanne Wilhelm Hansen, som blev boende i huset indtil sin bortgang i 2003. I dag er huset bevaret for eftertiden som en del af kunstmuseet Ordrupgaards samlede museumskompleks – muliggjort af Birgit Lyngbye Pedersen, som købte og donerede huset til museet.
Huset er opført som to bygninger på 180 kvadratmeter, der senere blev udvidet til 207 kvadratmeter. Det rummer en stor opholdsstue og et mindre arbejdsværelse og en lang længe med spisestue, køkken, soveværelser og badeværelse. De to rektangulære bygninger er forbundet med en lavere mellembygning, der rummer forstue og havestue.
1940’ernes første halvdel var ikke et godt tidspunkt at bygge hus, da der på grund af krigen var materialemangel og rationering, men Finn Juhl havde den fordel, at han havde været ansat på Vilhelm Lauritzens tegnestue. I forbindelse med byggeriet af Radiohuset og Lufthavnsterminalen var han kommet i kontakt med leverandører af byggematerialer, og derfor kunne han få, hvad han skulle bruge, selvom stort set alle materialer var rationeret.
Finn Juhls gesamtkunstwerk
Selvom Finn Juhl oprindeligt studerede til arkitekt på det Kongelige Kunstakademi, endte han med kun at tegne en håndfuld huse og fokuserede i stedet på indretninger og ikke mindst dristige og banebrydende møbler. Han byggede ligeledes sit eget hus på interiørets præmisser – indefra og ud. Møblerne skabte rummene og rummene skabte husets facade.
Fra opførelsen og frem til sin død i 1989 arbejdede Finn Juhl kontinuerligt på indretningen af huset ned til den mindste detalje. Han havde en udtalt ambition om at kunne indrette sit eget hus med ting, der udelukkende var tegnet af ham selv, og i 1950 skrev han: "Dersom jeg inden min afgang fra denne verden har nået at fylde det af mig selv tegnede eget hus med møbler, tæpper, gardiner, armaturer, service, glas, sølv etc. tegnede af mig selv, så har jeg nået et virkeligt mål."
Det lykkedes ikke helt, men han kom længere end de fleste andre arkitekter, og i dag fremstår huset som et modernistisk "gesamtkunstwerk", der forener arkitektur, design og kunst i én helhed.
Et personligt laboratorium
I alle de år, Finn Juhl boede i huset, fungerede det som hans personlige laboratorium, hvor hver eneste prototype blev afprøvet, inden den eventuelt blev udstillet og sat i produktion. I et interview med New York Times i 1954 fortalte han til designskribent Betty Pepis, at hans eget hus altid var udgangspunkt for hans møbler. Sådan havde det været, lige siden han tegnede de første møbler til sin egen lejlighed i begyndelsen af 1930’erne, og til skribenten forklarede han, hvorfor han tegnede både huse og interiør: "Når jeg bygger et hus, bryder jeg mig ikke om, at andre kommer ind og ødelægger det."
Efterhånden overtog de nye møbler pladserne fra de gamle, og det var kun de allerbedste, der fik lov at blive stående. På tidlige billeder af husets indretning kan man for eksempel se, at der står klassiske Windsor-stole rundt om spisebordet, fordi han endnu ikke havde formået at tegne spisestole, som han selv var tilfreds med. I løbet af 1940’erne blev de skiftet ud med 46-stole, og i 1949 blev de atter erstattet med Egypterstole, som står der i dag.
at andre kommer ind og ødelægger det."
– Finn Juhl
Det, der gør huset enestående, er Finn Juhls evne til at tænke i helheder – møblerne er både skulpturer, der danner rum i sig selv, og dele af en større helhed, der yderligere understøttes af brugen af farver og lysvirkningerne fra de store gulv-til-loft-vinduespartier ud mod haven.
For Finn Juhl spillede farverne en afgørende rolle. Han var en pioner i sin bevidste anvendelse af farver som et arkitektonisk greb – ikke blot på vægge, lofter og døre, men som et aktivt middel til at skabe rumlige forbindelser og stemninger. Farverne blev en integreret del af hans samlede formsprog, og de gik igen i flere af hans møbler, hvor kontraster og nuancer bidrog til at forstærke oplevelsen af form og materiale.
Og møblerne står ikke alene, for kunsten indtager en lige så central plads. Værker af tidens førende danske kunstnere som Vilhelm Lundstrøm, Asger Jorn, Erik Thommesen og Sonja Ferlov Mancoba var nøje udvalgt af Finn Juhl.
Provokerende og udfordrende
Når man står i Finn Juhls hus, kan det være svært at forestille sig, at det i sin samtid blev opfattet som provokerende – en udfordring af den gode smag. Men det var ikke desto mindre tilfældet. I 1949 besøgte Politiken Finn Juhl i Ordrup, og det resulterede i en artikel med følgende beskrivelse:
"Der er ingen tvivl om, at almindelige mennesker vil opleve en af de rystelser, som varsler verdens undergang, hvis de uforberedt kommer på besøg i arkitekt Finn Juhls moderne og funktionalistiske hjem i Ordrup. […] I dette hjem er alt så lyst og let tilgængeligt, at en støvsuger ville få et nervøst sammenbrud over sin egen nyttesløshed."
Finn Juhls møbler kan ses flere steder på museet. Blandt andet er der udstillet 15 Pelikanstole, som går i fornem dialog med museets moderne arkitektur. Stolene er polstret i både varme og kolde nuancer med inspiration fra Finn Juhls flittige brug af farver.
