Hotel House of Finn Juhl Hakuba | House of Finn Juhl

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og vær den første til at modtage seneste nyt om produkter, kommende begivenheder og hvad der sker i Finn Juhls univers.

Tilmeld
Projekter og referencer | Hotel House of Finn Juhl, Hakuba

Ikonisk dansk design møder storslået japansk natur

I den lille maleriske by Hakuba i bjergområdet Nagano, der er omkranset af de imponerende japanske alper, ligger Hotel House of Finn Juhl – det første designhotel indrettet udelukkende med Finn Juhl-møbler. Her kan gæster opleve en sanselig fusion af eksklusivt dansk design, lokalt håndværk og rå japansk natur, der danner udgangspunkt for en helt særlig og uforglemmelig design- og naturoplevelse.

I hotellets loungeområde står nogle af Finn Juhls mest markante designs, herunder Bakersofaen, Poetsofaen, Høvdingestolen og Cocktailbordet, side om side og skaber en varm og hyggelig stemning.

Hotellet åbnede i december 2016 efter at have gennemgået en større renovering, og det nye udtryk skaber en smuk ramme om Finn Juhls velkendte skulpturelle møbler. Sortmalet træværk, sprossevinduer og fritlagte bjælker står i elegant kontrast til lyse trægulve og hvide vægge. Hotellet byder på i alt fem værelser, der alle er opkaldt efter de møbler, de er indrettet med – Høvdingeværelset, Poetværelset, Pelikanværelset, Japanværelset og Franceværelset.

På alle værelserne er der kræset om detaljerne, og både her og i hotellets åbne loungeområder, spisestue og bar får Finn Juhls karakteristiske organiske formsprog plads til at udfolde sig og virkelig komme til sin ret.

Detalje af Cocktailbordet, som Finn Juhl designede i 1951 for Baker Furniture i USA.
I Franceværelset er to Francestole sat sammen med Øjebordet for at skabe et lille loungeområde.
Hotel House of Finn Juhl Hakuba

Indrettet som et hjem væk fra hjemmet

"Vores hotel skal være som et hyggeligt og komfortabelt hjem – indrettet fra kælder til kvist med Finn Juhls bløde møbler. På hotellet kan man frit betjene sig med drinks og snacks fra lokalområdet. Om dagen kan man stå på ski, vandre, rafte, mountainbike eller fiske alt efter årstiden. Om aftenen kan man gå på opdagelse i det japanske køkken og tilbage på hotellet kan man forkæle sine sanser med lokale, økologiske produkter, edderdunsdyner, damasklinned og duften af teaktræ."

- Hans Henrik Sørensen, medstifter af House of Finn Juhl.

Poetsofaen er et af Finn Juhls mest ikoniske designs, og den står endnu skarpere frem i den flotte brændte nuance.

Skisportsbyen Nagano var centrum for de olympiske lege i 1998 og er desuden kendt for store mængder af pulversne, der med garanti dækker landskabet i de tre vintermåneder. Med et fuldt udviklet pistesystem, der tæller over 100 pister op til 3.000 meters højde, er der helt enestående muligheder for skiløb – og den storslåede natur giver mulighed for mange andre udendørsaktiviteter udenfor skisæsonen. Efter en dag fyldt med indtryk danner hotellet den ideelle base for afslapning, fordybelse og ro. I den lille by Hakuba er der endvidere gode muligheder for at udforske det autentiske japanske landkøkken.

Hakuba ligger kun tre timer fra Tokyo, og er foruden sine pister også kendt for de varme kilder, der findes i området, kaldet “Onsen” på japansk.
Spiseområdet består af en række Nyhavn Spiseborde sat sammen med komfortable 108-stole. Langs bagvæggen står Finn Juhls skænk med farvede skydedøre og skuffer.

Hans Henrik Sørensen forklarer, at han og medstifter af House of Finn Juhl, Ivan Hansen, oprindeligt havde planer om blot at købe en skihytte, som familie og venner kunne låne. Men da virksomhedens japanske partner tog dem med rundt for at se på mulighederne i Naganos bjerge, faldt de over hotellet, der ligger 400 meter fra den Olympiske skihopbakke:

”Som altid startede det i hyggeligt lag sammen med vores japanske partner Okasaki-san, der elsker at stå på ski i Hakubas berømte pulversne. Da vi stod og kiggede på det lille hotel midt i det fantastiske landskab, føltes det helt oplagt at udfordre den første idé, og det blev begyndelsen på verdens første Finn Juhl hotel.”

House of Finn Juhl Hakuba

Visionen

I 2001 fik vi overdraget de eksklusive rettigheder til at producere og relancere Finn Juhls ikoniske møbler af hans enke Hanne Wilhelm Hansen. Siden da har vi værnet om at bære arven videre på respektfuld vis, og i dag sælges møblerne over hele verden.

Virksomheden har i forvejen en stærk tilknytning til Japan – både fordi Finn Juhl var stærkt inspireret af Japan, og fordi interessen for Finn Juhl i Japan har været vedvarende gennem årene, samtidig med at en del af hans mere komplicerede træmøbler produceres her. Læs mere om processen her.

Visionerne for House of Finn Juhl har fra begyndelsen været store. I de seneste år er vores globale forhandlernetværk vokset betydeligt, og flere forhandlere verden over har valgt at fokusere på Finn Juhl-design. I dag findes Finn Juhl på mere end 50 markeder verden over, og du kan finde en oversigt over alle vores forhandlere her.

Udforsk møblerne

Finn Juhl modeller i projektet

Hotel House of Finn Juhl Hakuba er indrettet med et bredt udvalg af Finn Juhls møbler. Udforsk de forskellige modeller nedenfor, dyk ned i historien bag tilblivelsen af hver enkelt design og find inspirerende billeder samt praktisk information om materialer og dimensioner.