Sølvtøjsskænken relanceres i særudgave med Kay Bojesens sølvbestik
Sølvtøjsskænken står i dag som et overbevisende udtryk for Finn Juhls designidé om det bærende og det bårne. Nu relancerer House of Finn Juhl den elegante skænk, der præsenteres i en særudgave med sølvbestik af Kay Bojesen til 12 personer og specialfremstillet læderinteriør. Samtidig lanceres en version uden sølvbestik og læderinteriør.
Særudgaven af møblet kan opleves i House of Finn Juhls showroom i Gothersgade 9 under 3daysofdesign den 10.-12. juni som en del af udstillingen The Deviation is in the Detail, kurateret af arkitektduoen Mentze Ottenstein.
Balancen mellem det organiske og geometriske
I 1949 præsenterede Finn Juhl en skænk til opbevaring af sølvtøj, der rummer nogle af hans mest konsekvente designprincipper. Den blev vist på Snedkerlaugets Møbeludstilling sammen med flere af hans i dag ikoniske møbler, og mens Høvdingestolen tog opmærksomheden, gik skænken stort set ubemærket hen blandt samtidens anmeldere – trods dens klare arkitektoniske stringens og forfinede helhed.
Sølvtøjsskænken blev oprindeligt fremstillet af snedkermester Niels Vodder og er formet som en enkel, grafisk kasse, der løftes fri fra gulvet af et let, organisk stel. Konstruktionen viderefører Finn Juhls velkendte greb fra 1940'erne med at skabe et rum i rummet og eksemplificerer samspillet mellem det bærende og det bårne samt mellem organiske og profilerede former. Herved opløses møblets tyngde. Samtidig får fronten et levende udtryk gennem skuffernes horisontale linjeforløb og grebenes rytme hen over fladen.
Stellet er fremstillet i amerikansk valnød, mens selve kassetten med skuffer er udført i Oregon pine. Sølvtøjsskænkens skuffer kan låses vertikalt med en medfølgende messingnøgle.
Særudgaven med sølvbestik af Kay Bojesen
Når Sølvtøjsskænken præsenteres under 3daysofdesign, sker det i en særudgave, der understreger møblets oprindelige funktion. Her fyldes skufferne med sølvtøj, formgivet af sølvsmeden Kay Bojesen, som Finn Juhl havde et langvarigt venskab og samarbejde med.
Kay Bojesen skabte Grand Prix sølvbestikket med det karakteristiske bløde formsprog i 1930'erne. I dag videreføres produktionen af det ikoniske sølvhåndværk af Kay Bojesens barnebarn Sus Bojesen Rosenqvist. Det eksklusive Grand Prix sølvbestik præsenteres i specialdesignede skuffeindsatser i cognacfarvet læder, som fremhæver møblets taktile karakter.