Apéro, København | House of Finn Juhl

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og vær den første til at modtage seneste nyt om produkter, kommende begivenheder og hvad der sker i Finn Juhls univers.

Tilmeld
Projekter & referencer | Apéro, København

Vinbaren på hjørnet

I Københavns inderste hjertekammer står et 290 år gammelt rødt bindingsværkshus, som i dag huser den sofistikerede vin- og cocktailbar Apéro. Her kan man nyde udsøgte drinks og lade sig omslutte af den tidløse elegance og komfort, som kendetegner dansk design i sin fineste form.

Baren rummer flere hyggelige kroge, hvor gæster blandt andet kan slå sig ned i hver deres Whiskystol med en cocktail eller et glas vin.
Kig gennem baren på Gammel Mønt, der er smagfuldt møbleret med blandt andet Egypterstolen og 48-stolen af Finn Juhl.
De douce farver på væggene står smukt sammen med Finn Juhls Whiskystol og Egypterstol og understreger rummets bløde elegance.

Apéro betyder ”et glas og en bid i utide”, og det lægger op til, at gæster altid kan komme forbi efter en bid mad, et glas vin eller en cocktail – uanset hvad klokken er, eller om de skal ud at spise bagefter. Har du god tid, kan du spise dig mæt, for eksempel i kylling med vaffel, vaniljesirup og caviar eller tagliatelle med parmesan, morkel og trøffel.

Mantraet for Aperó synes at være “småt, men godt” – stedet er lille, men indbydende, og det er som en varm omfavnelse, når man træder ind gennem den grønne dør og op ad trapperne. Lokalerne er eksklusivt indrettet med moderne kunst og Finn Juhls tilbagelænede loungemøbler, herunder Whiskystolen, Egypterstolen og Butterflybordet.

Apéro har til huse i det røde bindingsværkshus på hjørnet af Gammel Mønt og Møntergade.
Detalje af Whiskystolen, der er produceret i amerikansk valnød og skiller sig ud med sine ekstravagante detaljer.

Pladsen og indretningen lægger ikke op til store selskaber, men nærmere intime stunder, der passer perfekt til mindre samlinger. Atmosfæren indbyder til nærværende samtaler, hvor man kan tale lavmælt uden at skulle læne sig ind for at blive hørt.

Lydtæppet er rolig musik og dæmpede samtaler, og det skaber sammen med de sprossede vinduer, skæve vægge og knirkende plankegulve en intim og atmosfærisk stemning, hvor gæster kan slappe af og nyde hinandens selskab.

Rundt om bordene i barens underetage står Finn Juhls skulpturelle 46-armstole.
På Apéro er alt lavet fra bunden, og kokkene sætter en ære i håndværket og i den gode smag.
Langs væggen i barens underetage står Finn Juhls enkle og elegante Japansofa.