Kaminstolen blev designet i 1946, midt i den periode, hvor Finn Juhl skabte sine mest ikoniske møbler. Selvom der er gået 60 år siden, at Kaminstolen sidst var i produktion, er den let genkendelig. Det skyldes især auktionshusene samt de billedbårne medier verden over, der har bidraget til at gøre stolen eftertragtet den dag i dag. Med sanselige detaljer, såsom papirknivsdetaljen på armlænet og den overdrevne og uformelle komfort, er Kaminstolen en ægte Finn Juhl-klassiker.
Finn Juhl tegnede op gennem 40'erne og 50'erne en række møbler for virksomheden Bovirke, herunder Kaminstolen. Flere af disse snedkermøbler blev produceret i Vejen. I byen lå på daværende tidspunkt en række møbelproducenter, men ligesom i resten af Danmark, er langt størstedelen i dag lukket.
House of Finn Juhl sætter en ære i at være med til at bevare den danske håndværkstradition og den lokale produktion. Med opkøbet af den danske massivtræsproducent Schou Andersen Møbelfabrik i Vejen i 2022, udbygges og fremtidssikres den danske håndværkstradition og produktion af Finn Juhl-møbler yderligere. Fremstillingen af Kaminstolen vil foregå hos den nyerhvervede møbelfabrik, og hos House of Finn Juhl er man stolte over, at produktionen af Finn Juhl-møbler igen er en realitet i Vejen.
Kaminstolen bliver lanceret i FSC® certificeret asketræ (farveneutral olie), med dansk læder fra Himmerland fra Sørensen Leather, på messen Salone del Mobile, Hal 10 Stand B04, i Milano d. 18. april 2023.
Da Finn Juhl indgik samarbejde med Bovirke i midten af 1940'erne, resulterede alliancen i nogle af Finn Juhls mest ikoniske designs, herunder Karmstolen, 46-sofaen og måske vigtigst af alle, Kaminstolen. En stol, der ubesværet indfanger Finn Juhls designfilosofi og udstråler en helt særlig varme.
Stolen indeholder Finn Juhls designkarakteristika, såsom separationen af de bærende elementer fra de bårne. Samtidig har han legende tilføjet et yndefuldt og organisk, svungent kryds mellem stolebenene, der tydeligt viser det uovertrufne håndværk.
Kaminstolen er en viderebearbejdning af en lænestol som Finn Juhl tegnede til bogforlægger Poul Westermann i 1943, og som var udført af Niels Vodder. Denne stol havde også de karakteristiske krydssprosser under sædet, men var designmæssigt mindre elegant i sine detaljer. Den udgave af Kaminstolen som Finn Juhl efterfølgende tegnede til Bovirke, og som House of Finn Juhl i dag relancerer, kendes også som BO59.
Fra fortidens success til fremtidens udfordringer
Der var engang, hvor Danmark kunne bryste sig af at være førende indenfor møbelproduktion. Fra midten af det tyvende århundrede blev der etableret hundredvis af danske møbelfabrikker, der satsede på industriel produktion og eksport af danske kvalitetsmøbler. Danish Modern blev et brand. Ikke kun i USA, men også i resten af verden - og Danmark fik verdensry som designnation.
Siden dengang er hundredvis af møbelfabrikker forsvundet fra Danmark. Mange virksomheder har flyttet deres produktion til lande med billigere arbejdskraft, og den udvikling har, sammen med samfundets generelle fokus på akademiske kompetencer, udsultet den danske møbelproduktion.
Bevarelsen af traditionen for dansk møbelhåndværk
Hos House of Finn Juhl er man opsat på at arbejde imod den tendens. Siden overtagelsen af møbelfabrikken i Vejen sidste år, er adskillige Finn Juhl-stole nu sat i produktion på den 8.000 m2 store virksomhed med stolte håndværkstraditioner.
I forvejen fremstilles hovedparten af Finn Juhl-kollektionen i Danmark, hvor hovedkontor og produktion er samlet i Ringkøbing, med undtagelse af få eksklusive træstel, der produceres af virksomhedens japanske partner. For House of Finn Juhl er det afgørende, at den lokale produktion, og det traditionsrige håndværk, også er at finde i Danmark i fremtiden. Virksomheden vender derfor blikket mod dét, der for mere end et halvt århundrede siden skabte Danish Modern og gjorde danske møbler verdenskendte. Som en del af det initiativ lanceres Kaminstolen, som en vigtig brik i den del af kollektionen, der produceres i Vejen.
Hans Henrik Sørensen, medejer og grundlægger, fortæller om lanceringen og produktionen af Kaminstolen:
"Vi kan nu producere endnu flere af Finn Juhls møbler på dansk jord, med vores egen møbelfabrik i Vejen, hvor erfarne medarbejdere bærer traditionen for dansk håndværk videre. Ved at udvide i Danmark får vi endnu mere kontrol over vores produktion, og det tror vi er afgørende for den fremtid, vi går i møde. Når det er sagt, så glæder vi os forsat over vores langvarige samarbejde med de dygtige japanske håndværkere, der står for en lille, men både vigtig og kompliceret del af produktionen. I mere end 20 år har vi haft fokus på kompromisløst håndværk af den højeste kvalitet, og der har vores dansk-japanske produktions-setup været fuldstændig afgørende."
"Ved at udvide i Danmark
får vi endnu mere kontrol over vores produktion,
og det tror vi er afgørende
for den fremtid, vi går i møde."
"Ved at udvide i
Danmark får
vi endnu mere
kontrol over vores
produktion, og det tror
vi er afgørende for den
fremtid, vi går i møde."
Kaminstolen
Design: Finn Juhl
Navn: Kaminstolen
År: 1946
Materialer: Lanceres i FSC® certificeret asketræ (farveneutral olie) med dansk VITA læder fra køer fra Himmerland, fra Sørensen Leather. Stolen vil fremover også være tilgængelig i eg eller valnød, polstret i læder eller tekstil.
Dimensioner: H: 81 cm x B: 65 cm x D: 77 cm x Sh: 41 cm
Besøg produktsiden for Kaminstolen for mere information.